Axel Johnson International styrker Lifting Solutions med opkøb af danske Danish Crane Building

Axel Johnson Internationals forretningsgruppe Lifting Solutions har overtaget den nordjyske kranproducent Danish Crane Building A/S (DCB). Med opkøbet styrker den svenske industrikoncern sin position inden for avancerede løfteløsninger og tilfører samtidig specialistkompetencer inden for automatiserede kransystemer til komplekse industrielle miljøer.
DCB blev grundlagt i 1983 og har gennem fire årtier opbygget en markant position som leverandør af skræddersyede kranløsninger til blandt andet biomasse-, biogas-, affalds- og procesindustrien. Virksomheden leverer komplette løsninger – fra design og konstruktion til egen produktion, installation, idriftsættelse og efterfølgende service.
Med hovedsæde og produktion i Nibe har DCB gennem årene udvidet sin aktivitet til en række internationale markeder og gennemført projekter i blandt andet Frankrig, Tyskland og Storbritannien.
Opkøbet passer strategisk godt ind i Lifting Solutions’ ambition om at styrke sin position inden for teknisk avancerede nicheområder med langsigtet vækstpotentiale.
– DCB er en særdeles velrenommeret virksomhed med stærke ingeniørkompetencer og en solid position i attraktive industrisegmenter. Virksomheden kombinerer dyb teknisk indsigt med en kundeorienteret tilgang og dokumenteret evne til at levere driftssikre løsninger af høj kvalitet. DCB bliver et stærkt supplement til vores eksisterende aktiviteter og understøtter vores strategi om at vokse inden for specialiserede industrielle nichemarkeder, siger Mattias Jaginder, Managing Director i Lifting Solutions.
For Lifting Solutions tilfører opkøbet særligt ekspertise inden for automatiserede og kundetilpassede kransystemer, hvor høj præcision, maksimal oppetid og stor forståelse for applikationen er afgørende konkurrenceparametre. Samtidig fortsætter det eksisterende ledelsesteam i DCB og skal være med til at drive virksomhedens videre udvikling.
– Vi har bygget DCB på teknisk ekspertise, fleksibilitet og et indgående kendskab til vores kunders drift og processer. Med Axel Johnson International får vi et stærkt fundament, der kan understøtte næste fase af vores udvikling. Vi får adgang til et bredere netværk og langsigtede ressourcer til fortsat vækst, samtidig med at vi bevarer den entreprenørånd og specialistprofil, der har gjort os til den virksomhed, vi er i dag, siger Richard Pedersen, administrerende direktør i DCB.

Fra venstre til højre: Richard Pedersen, CEO ved DCB. Mattias Jaginder, Managing Director ved Lifting Solutions. Erik Lissola, Regional Director ved Lifting Solutions. Jacob Pedersen, Head of Sales and Service ved DCB.
Om Danish Crane Building A/S
Danish Crane Building A/S (DCB) udvikler, producerer, installerer og servicerer avancerede kranløsninger til industrien. Virksomheden er blandt de førende leverandører af kundetilpassede industrikraner til biomasse-, biogas-, affalds- og procesindustrien. Med egne konstruktions- og produktionsfaciliteter leverer DCB komplette løsninger fra projektering og udvikling til installation, idriftsættelse og service. Virksomheden har hovedsæde i Nibe og opererer både på det danske og internationale marked. www.dcb.dk
Om Axel Johnson International
Axel Johnson International er en svensk, privatejet industrikoncern med aktiviteter i 35 lande. Koncernen ejer og udvikler mere end 200 virksomheder med fokus på tekniske komponenter og industrielle løsninger og beskæftiger omkring 6.000 medarbejdere globalt. Virksomheden arbejder med et langsigtet ejerskab og fokuserer på vækst gennem opkøb og udvikling af specialiserede industrivirksomheder. Axel Johnson International er en del af den familieejede svenske Axel Johnson-koncern. www.axinter.com
Om Lifting Solutions
Lifting Solutions er en global forretningsgruppe i Axel Johnson International, som er specialiseret i løfteudstyr, stålwire, faldsikring og relaterede services. Med et stærkt fokus på sikkerhed, teknisk ekspertise og bæredygtig udvikling understøtter gruppen kunder på tværs af industrier såsom vedvarende energi, byggeri, havne, produktion, minedrift og offshore. Gruppen består af 27 selskaber med aktiviteter i 18 lande og har cirka 1.800 medarbejdere. Tilsammen kombinerer disse markedsledende selskaber stærke lokale rødder og en lang branchehistorik med styrken fra et internationalt netværk.
I Danmark er Lifting Solutions repræsenteret ved Certex Danmark, som leverer løfteudstyr, stålwire, kranservice, inspektioner, belastningstest og relaterede services. Med opkøbet af Danish Crane Building A/S styrker gruppen sin danske tilstedeværelse og tilfører specialistkompetencer inden for avancerede, kundetilpassede kransystemer til industrielle anvendelser. www.liftingsolutionsgroup.com
Vil du vide mere?
Er du interesseret i mere information om DCBs entre ind i Axel Johnson International koncernen, kontakt venligst:

